Neurobeskyttelse betyder at begrænse skade på nerveceller frem for at reparere skade, der allerede er sket. Den forskel er grundlaget for hele dette emne, og det er den, der oftest udviskes.
At beskytte en nervecelle, der stadig lever, er et realistisk biologisk mål. At genskabe en, der er død, er et helt andet problem. De fleste påstande, der går for vidt på dette område, gør det ved at glide fra det første til det andet.
Hvad dyreforskningen viser
I dyremodeller af hjerneskade, slagtilfælde og neurodegeneration har nær-infrarødt lys vist sig at:
- Reducere celledød
- Begrænse oxidativt stress
- Bevare mitokondriefunktionen i nerveceller
Vigtigt er det, at dette sker med et rimeligt ensartet billede på tværs af laboratorier.
Den ensartethed er værd at standse op ved, for den er usædvanlig. Meget præklinisk forskning kan ikke gentages fra laboratorium til laboratorium. Når uafhængige grupper, der bruger forskellige modeller, finder den samme retning i effekten, tyder det på noget reelt frem for en tilfældighed i én forsøgsopsætning.
Mekanismen hænger også sammen. Nerveceller er blandt de mest energikrævende celler i kroppen, mitokondriedysfunktion er central for, hvordan de dør, og nær-infrarødt lys virker på mitokondrierne. Brikkerne passer sammen.
Hvor det bliver usikkert
Det er i overførslen til mennesker, at det bliver usikkert.
Forskningen på mennesker er begrænset til små forsøg i tidlig fase ved traumatisk hjerneskade og neurodegenerativ sygdom. Nogle rapporterer forbedret kognition eller funktion.
Men her er den afgørende pointe: Ingen af dem påviser, at hjernevæv bliver beskyttet.
At en person klarer sig bedre i en kognitiv test efter behandling, er et interessant resultat. Det viser ikke, at nerveceller blev reddet. Testresultater kan forbedres af mange grunde, herunder øvelse, forventning, humør og årvågenhed. At måle neurobeskyttelse i en levende menneskehjerne er reelt vanskeligt, og det er ikke gjort her.
Det uafklarede spørgsmål i centrum
Et centralt uafklaret spørgsmål er, hvor meget lys der faktisk når hjernebarken gennem kraniet.
Det er den ærlige kerne i transkraniel fotobiomodulation, og det fortjener mere opmærksomhed, end det normalt får.
Lys, der gives på panden, skal passere hud, underhud, selve kraniet og hjernehinderne, før det når hjernebarken. Hvert lag absorberer og spreder lyset. Estimaterne af, hvor meget energi der når frem, varierer meget mellem studierne og afhænger af bølgelængde, effekt, kraniets tykkelse og hvor der måles.
Viser svaret sig at være meget lidt, kræver de effekter, der ses hos mennesker, en anden forklaring, måske systemisk eller vaskulær frem for direkte. Det spørgsmål er ikke afklaret, og det ligger under ethvert transkranielt resultat hos mennesker.
Den ærlige holdning
Det er et aktivt forskningsområde, der er værd at følge, ikke en behandling.
Begge halvdele er ment alvorligt. Det ville være forkert at afvise det, for det prækliniske arbejde er ensartet, og mekanismen er plausibel. Det ville også være forkert at præsentere det som en behandling, for der findes endnu ikke evidens for neurobeskyttelse hos mennesker.
Synes du, det er interessant, så følg forskningen. Har du en neurologisk sygdom, er det en anden situation, som er beskrevet nedenfor.
Neurologiske sygdomme
Neurologiske sygdomme kræver specialiseret lægelig behandling.
Slagtilfælde, traumatisk hjerneskade og neurodegenerative sygdomme har alle etablerede behandlingsforløb, hvor timing betyder enormt meget. Især behandling af slagtilfælde måles i minutter, og forsinkelse koster hjernevæv permanent.
Søg omgående lægehjælp ved pludselig lammelse eller følelsesløshed i den ene side, skævt ansigt, besvær med at tale eller forstå tale, pludselig kraftig hovedpine, pludselig forvirring eller pludseligt tab af syn eller balance. Det kræver akut behandling, ikke en enhed.
Ved vedvarende neurologiske sygdomme kan du, hvis denne forskning interesserer dig, spørge din neurolog om kliniske forsøg. At deltage i ordentligt designet forskning bidrager til at besvare disse spørgsmål i stedet for at gætte på dem.
Ofte stillede spørgsmål
Beskytter rødlysterapi hjerneceller? Dyremodeller af hjerneskade, slagtilfælde og neurodegeneration viser mindre celledød, begrænset oxidativt stress og bevaret mitokondriefunktion med rimelig ensartethed på tværs af laboratorier. Intet studie på mennesker påviser, at hjernevæv bliver beskyttet.
Når lyset hjernen gennem kraniet? Hvor meget der når hjernebarken, er et centralt uafklaret spørgsmål, og estimaterne varierer meget.
Kan det hjælpe efter et slagtilfælde eller en hovedskade? Der findes små forsøg i tidlig fase. Ingen af dem påviser neurobeskyttelse. Begge tilstande kræver specialiseret lægelig behandling.
Kan et helkropspanel gøre dette? Den transkranielle forskning bruger enheder designet til at give lys til hovedet. Helkropssystemer er ikke bygget til det.
Er det en behandling? Nej. Det er et aktivt forskningsområde.
Hvor det efterlader os
Ensartet evidens fra dyrestudier, en plausibel mekanisme og forskning på mennesker, der endnu ikke har påvist det, feltet er opkaldt efter. Værd at følge tæt, men ikke værd at handle på, som om spørgsmålet var afklaret.
Se vores sider om hud, muskelrestitution og sårheling for de bedre dokumenterede anvendelser af lysterapi, eller se vores Future Form-systemer.
